I 1992 blev jeg indlagt et helt år med psykose efter min bedste ven blev dræbt i et trafikuheld.

Her fik jeg diagnosen paranoid skizofreni. Det tyder ikke på det skyldes arvelighed i mit tilfælde, da der ikke er nogen jeg kender til i min slægt der skulle have haft det.

I 7 år derefter var jeg af og til psykotisk, da jeg ikke havde nogen sygdomserkendelse og da psykosen trods dens rædsler også indeholdt meningsfuldhed, selvværd og håb. Den velbehandlede skizofreni gav negative symptomer, fordi der så manglede meningsfuldhed i hverdagen.
I år 2000 blev jeg indlagt 6 måneder med psykose, selvom de havde den medicin der burde virke. Min far var død op til.
Her fik jeg sygdomserkendelsen da jeg blev mødt med ligeværd og der var meningsfulde valgmuligheder.

Da begyndte recovery processen.
Eftersom jeg ikke havde hørt om recovery, fandt jeg selv vejen.
Det var de små skridt og de små sejre i hverdagen, der talte.
Jeg kan nu omsætte det jeg gjorde, til virksomme let anvendelige redskaber. De er nemme at bruge i praksis, fordi de kommer fra en der selv har gået vejen.
Det er ikke er så svært anvendelige metoder som dem, der er fundet via. evidensbaserede tilgange, selvom de har elementer af det samme.

Nu har jeg hus, kone, 2 børn og fuldtidsjob i psykiatrien.
I år 2011 begyndte jeg at holde mine første foredrag.
Den 09.11.2015 begyndte jeg at arbejde som medarbejder med brugerbaggrund hos Socialpsykiatrisk Center Syd i Brande.
I 2017 blev jeg færdig med den toårige Åben Dialog uddannelse i Århus, og har haft en del netværksmøder siden, da det blev implementeret at alle beboerne på bostedet skulle have netværksmøder hver tredje måned.

Den 26. august 2018 er en vigtig dato, da jeg her trappede ud af de sidste 25 mg antipsykotisk medicin.

1. januar 2021 blev jeg ansat på psykoseafsnit på Regionshospitalet i Herning. Nu er Regionshospitalet flyttet til Gødstrup, så her arbejder jeg nu.